Som medlem

Som medlem af “Colin Archer Laug”

Lemvigs beliggenhed ved Limfjordens munding og med flere anløbs­havne i kort afstand giver mange muligheder for store naturoplevelser, muligheder for fiskeri samt almindelig tursejlads.

Skibet er tænkt til naturoplevelser, lystfiskeri og ekskursioner for alle frivillige hjælpere, foreningens medlemmer og øvrige interesserede borgere, herved kan vi styrke fællesskab og livskvalitet.

Derudover er det tanken, at skibet skal tilgodese bl.a. nedenstående formål:

Skibsprojektet skal fungere som læringsrum i undervisning og til natur­oplevelser for produktions­skolens unge under søkyndig vejledning af de frivillige mentorer. Det vil også give de unge et redskab til at lære at ar­bejde sammen, herunder også vise den enkeltes direkte afhængighed af og ansvar i forhold til andre, når de er på et sejlskib til søs.

Skibet giver også mulighed for sejlture for foreningens medlemmer, hvor de selv får mulighed for at være aktive men under kyndig vejledning fra rollemo­deller/mentorer. Oplevelser med og uden fiskestang i et sejlermiljø, hvor brugerne gradvist får genkendelsens glæde og tryghed, vil kunne være en platform for større aktiv medvirken og dermed en port til flere fritidsmuligheder.

Lemvig Kommune satser i fremtiden på vækst og udvikling bl.a. via kultur og turisme. Her spiller et levende og autentisk havnemiljø, hvor lokale udfolder maritime aktiviteter en stor rolle for at tiltrække turi­ster. Skibet vil være et vartegn for Lemvig Havn, der overgår fra at være fiskerihavn til delvist at være turisthavn med nyindvielse af et meget flot havneparti. Netop muligheden for at kunne sejle ud på fjorden i et træskib under søkyndig vejledning er meget efterspurgt af såvel danske som udenlandske turister.

Lokale virksomhedsledere ser også muligheder i skibet ved repræsenta­tion og arrangementer, når de har forretningsforbindelser på besøg.

Lokale sunde fødevarer spås en stor fremtid både for fastboende og tu­rister. Lemvig kommune er rig på råvarer. Ud over fisk kan blandt an­det nævnes vildt fra Klosterheden, landbrugs- og helsepro­duk­ter. Ski­bets funktion kan i den forbindelse være at uddele ”smagsprø­ver” med det formål at understøtte salg af lokale produkter.

 Succeskriterierne

Succeskriterierne i første fase af projektet – at gøre skibet sejlklar – er

  • at skibet rent faktisk bliver sejlklar ved, at vi med hver vore talenter bidrager i et fællesskab
  • at frivillige opbygger netværk og har meningsgivende fælles aktiviteter
  • at de unge får fagligt og personligt udbytte af skibsbyggeriet, så deres muligheder for at gennemføre en uddannelse øges.
  • at fejre fælles succeser, når delmål i byggeriet er nået
  • at den gensidige respekt øges – mellem unge og ældre og mellem forskellige samfundsgrupper

Succeskriterierne i anden fase – det multifunktionelle skib som vartegn for Lemvig – er

  • at foreningens medlemmer har glæde af skibet til naturople­vel­ser og til fælles aktiviteter
  • at foreningens frivillige får positive oplevelser og påskønnelser for indsatser, så de fortsat har lyst til at være frivillige
  • at produktionsskolens elever opnår faglig læring og gode oplevelser via skibets udfoldelsesmuligheder
  • at borgere, der er uden netværk eller står uden for arbejdsmarkedet, ser skibet som en mulighed for fællesskab
  • at samarbejdet mellem lokale interessenter – med skibet og dets muligheder som omdrejningspunkt – kan skabe udvikling i lo­kal­området bl.a. turisme-udvikling
  • at skibet får en lokal forankring og dermed en driftsfinansiering ved at sikre, at skibets funktioner afspejler de interesser og det behov, der er i lokalsamfundet.

Bliv Medlem Af “Colin Archer Laug” Lemvig