Forfatter: Kurt Nielsen
Hvordan booker man plads på en sejlads?
Du skal være medlem og logget ind for at kunne booke sejlads. Du logger ind på hjemmesiden ved at vælge menupunktet Kalender og derefter menupunktet Arrangementer. Du bliver her bedt om at logge på, hvis du klikker på en konkret sejlads eller sejladsdato i kalenderen. Når du så er logget på, skal du endnu engang vælge Kalender>Arrangementer. Nu kan du vælge antal pladser, du vil booke. Og sende din booking. Du kan se i øverste højre hjørne, at du er logget på hjemmesiden. Der står dit bruger-id. Husk at klikke her for at logge ud igen, når du har fået foretaget booking. Du får straks en mail, der bekræfter tilmeldingen.
Sejladsen til Asaa i forbindelse med Pinsestævnet 2017
Limfjorden rundt, 2017 (11. – 16. september)
Hvert år i uge 37 gennemføres Limfjorden Rundt sejladsen.
Skibene mødes i Løgstør i løbet af mandag, hvorefter der er afgang derfra tirsdag morgen mod Thisted.
Klik for “Limfjorden rundt”‘s program for 2017:
Alle pladser er forhåndsreserveret, fordi der er tale om en sejlads over flere dage.
Hvis du ønsker at deltage, så henvend dig derfor til Svend Erik Petersen på svendep@mvbmail.dk
Der er mulighed for at deltage i én eller flere etaper. Svend Erik vil sammen med bestyrelsen lave en endelig deltagerliste efter “først til mølle-princippet”.
Limfjorden Rundt vil som altid foregå med disse etaper:
Løgstør – Thisted, tirsdag
Thisted – Struer, onsdag
Struer – Nykøbing Mors, torsdag
Nykøbing Mors – Fur, fredag
Fur – Skive, lørdag
Anni Thrysøe sejler til Pinsestævnet i Hobro 27. maj – 9. juni 2017
Referat, Generalforsamling, den 13. marts 2017
Colin Archer Laug, Lemvig
Referat af generalforsamlingen den 13. marts kl. 19.30 2017 i Havnens Hus
1. Valg af dirigent og referent
Dirigent – bestyrelsens forslag Henning Thøgersen
Referent – bestyrelsens forslag Helle Bro
Beslutning
Bestyrelsens forslag blev vedtaget.
Dirigenten konstaterer, at generalforsamlingen er lovlig, da den ifølge vedtægterne skal varsles 14 dage før afholdelse, og det er overholdt via annoncering i Ugeavisen uge 8.
2. Formandens beretning samt godkendelse af beretning
Beslutning
Formandens beretning blev godkendt.
Tak til alle de frivillige for en fantastisk indsats – uden jer intet skib.
3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
Beslutning
Regnskabet blev godkendt, hvor årets overskud er 2.791,13 kr.
4. forslag til medlemskontingent
Beslutning
Kontingentet er uændret 200 kr. pr. medlem
Der er aktuelt 142 medlemmer – hvor målet er 200 medlemmer for at få en mere solid økonomi. Det er en forudsætning for skibets overlevelse, at medlemmerne støtter op.
De fremmødte på generalforsamlingen blev opfordret til at være ambassadører i forhold til at rekruttere nye medlemmer.
I forhold til at bevare medlemmer over tid blev det bragt i forslag at undersøge mulighederne for betaling via betalingsservice, så det ikke er forglemmelse ved fornyelse af medlemskab, der står som hindring for fortsat medlemskab.
Der drøftes mulighed for administrationsgebyr på 25 kr. såfremt det ikke sker automatisk via betalingsservice.
Ovenstående muligheder vil blive afsøgt.
Det blev anbefalet med rykkere for om muligt at få flere, der har været medlem tidligere, til fortsat at melde sig under fanerne.
Der er ikke længere mulighed for at betale kontingent via swip, der er udgået som betalingssystem, men derimod kan man betale med mobile pay.
5. Indkomne forslag, herunder vedtægtsændringer
Beslutning
Der er ingen indkomne forslag
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
På valg til bestyrelsen er:
John Fischer modtager genvalg
Anne-Mette Flyvbjerg modtager genvalg
Flemming Kæmpe modtager ikke genvalg
På valg som suppleanter er:
Poul Kynde modtager genvalg
Paul Højen modtager genvalg
Beslutning
Der er genvalg til de personer, der har ønsket at modtage genvalg til bestyrelsen og tilsvarende for suppleanterne.
Nyvalgt til bestyrelsen er Svend Erik Petersen.
Bestyrelsen konstituerer sig på det førstkommende bestyrelsesmøde.
7. Valg af revisorer og suppleanter
Revisor Tonny Schleimann modtager genvalg
Suppleant Johnny Rokkjær modtager genvalg
Beslutning
Der er genvalg til både revisor og revisorsuppleant.
8. Eventuelt
Året 2017 tegner lysere i forhold til antallet af skippere, hvilket vil betyde, at der bliver flere muligheder for at tilbyde medlemmerne sejlture. For få skippere i 2016 har desværre betydet, at nogle medlemmer forgæves har forsøgt at komme med på sejlads.
Medlemmer efterlyser koordination mellem skipperne, så det er tydeligt, hvornår der sejles og hvem, der sejler. Desuden at der finder en koordinering sted mellem sejlads og tid til vedligehold. Det er en opgave for bestyrelsen at aftale retningslinjer. Desuden retningslinjer for god sejleradfærd både til vands og til lands.
14 personer deltager i radiokommunikationskursus og skal til eksamen i indeværende uge. Tak til Svend Erik Petersen for undervisningsforløb.
Colin Archer Laug har sammen med Produktionsskolen Nordvestjylland fået råderet over hus nr. 1 til opbevaring m.v. på havnearealet.
Da Colin Archer Laug også er medlem af Træskibslauget, er der indgået aftale om fælles værksted. Der vil blive nedsat et værkstedsudvalg.
Der orienteres om det kommende pinsestævne arrangement, der i år er i Hobro. Annie Thrysøe deltager, som forventeligt 1 af 5 skibe fra Lemvig, og der bliver mulighed for tilmelding til dele af turen eller hele turen. Program for turen annonceres på hjemmesiden i løbet af uge 14.
Tak til dirigenten for god ledelse af mødet!
Referent:
Helle Bro
Generalforsamling 2017, den 13. marts 2017
Kære medlemmer af Colin Archer Laug, Lemvig,
hermed indkaldes til årets generalforsamling i vores forening. Generalforsamlingen blev annonceret i Lokalavisen den 22. februar 2017.
Vi håber at se rigtig mange af vore medlemmer. Foreningen er vært ved en lille forfriskning – øl/vand/kaffe – vi ser hen til en ny sejlersæson.
1. togt ; )
Vi planlægger at deltage i årets Træskibsstævne i Hobro i pinsen med Svend Erik Petersen som skipper. Tilmeldingen foregår efter “først til mølle princippet”. Planen er pt., at vi sejler fra Lemvig den omkring den 26./27. maj med evt. anløb i Hadsund den 1. juni og ankomst til Hobro den 2. juni.
Der er et flot program for dagene omkring pinsestævnet – besøg til orientering Træskibssammenslutningens hjemmeside – program er fastlagt for stævnet – OG – vi har tilmeldt Anni Thrysøe.
Vi vil også gerne aflægge Aså et besøg, således vi sejler fra Hobro tidligt mandag den 5. juni. Tirsdag den 6. juni vil der være “Åbent skib” på Anni Thrysøe i Aså, såfremt vejrforholdene gør det muligt at anløbe Aså Havn. Vi sejler tilbage til Lemvig med afgang fra Aså tidligt den 7. juni og forventer at være i Lemvig den 11. juni.
Det vil være muligt at booke én eller flere dages sejlads i perioden, der er 6 køjepladser om bord, så det er nødvendigt med en tilmelding med oplysning om hvilke/hvor mange dage man ønsker at være med. Man kan evt. på-/afmønstre undervejs, herunder tilbyde en kørselsordning. På dagssejlads har vi redningsudstyr til 10 personer.
Hold øje med vores hjemmeside, vi vil informere om turen, når sejlplanen er klar – det vil ske omkring den 1. april.
Vel mødt til en ny sejlersæson!
på bestyrelsens vegne
Anne-Mette Flyvbjerg
Nyhedsbrev nr. 6, den 20. oktober 2016
Sejltur med Aktivitetshuset, den 7. august 2016
Endnu en dejlig eftermiddag på Limfjorden hvor sejlklare mennesker fra Aktivitetshuset bidrog med hyggeligt selskab. Vi nød udsigten, vind i håret og lidt sol ind imellem.
Helle Bro

Sejltur med Aktivitetshuset den 3. juli 2016
Den 3. juli var vi på en dejlig sejltur med Anne Thrysøe med sejlklare medlemmer fra Aktivitetshuset. Vejret var regnfuldt, men vi nød samværet og det fælles kaffebord. Der var en god stemning og alle klarede turen uden søsyge – godt gået! Vi glæder os til en tilsvarende tur den 7. august, men vejret må gerne blive en smule bedre.
Helle Bro



